Af Nick HvidtfeldtMandag den 6. februar 2012, 11:22
Stem og påvirk top-listen over aktuelle kunstnere
Ved to-tiden i nat optrådte Madonna på verdens største scene, nemlig ved det årlige Super Bowl, der er den storslåede finalekamp i amerikansk fodbold. I halvlegen indtog hun græsset for at underholde USA i 12 minutter, og med sig havde hun en stribe velvalgte hits fra sit enorme bagkatalog samt nogle af tidens mest populære popkolleger.
LÆS OGSÅ: Fra Prince til Britney: Spektakulære Super Bowl-shows
Først blev Madonna af gladiator-klædte dansere trukket ind som en anden Cleopatra til egyptisk tema. Derpå gik hun i gang med den ikoniske 'Vogue' med tilhørende ikoniske håndbevægelser. Så kastede Madge sig over det nyere hit 'Music', hvor der blev fyret op for akrobatikken både fra hende selv og de imponerende dansere. Wow!
LÆS OGSÅ: Ikoniske dansevideoer
Pludselig dukkede LMFAO op og tog Madonna på deres skuldre for at give en bid af 'Sexy And I Know It' og 'Party Rock Anthem' – og til vores store glæde bød det på en omgang hardcore 'suffling' fra popdronningen! Herefter gav hun os den splinternye 'Give Me All Your Luvin'' med alt hvad den kunne trække af glade miner, cheerleadere og selvfølgelig Nicki Minaj og M.I.A.
Til sidst kom Cee Lo Green frem for sammen med Madonna at give et medley af numrene 'Open Your Heart', 'Express Yourself' og 'Like A Prayer', og han var vist den eneste under hele showet, der sang live (og en hel del bedre end sidst). Ærgerligt, men set i bakspejlet er de andre dog tilgivet, når det er ved en så kolossal, energisk og nervepirrende event – især vores hovedperson, der beviste, at man stadig kan have fuld fart over feltet som 53-årig!
LÆS OGSÅ: Så grimme var popstjernerne i 80'erne
Afslutningen indebar, at Madonna forsvandt ned i gulvet med et puf og en røgsky, hvorefter teksten 'world peace' dukkede op på kæmpeplænen. Showet må siges at være amerikansk på godt og ondt – heldigvis altoverskyggende godt – og proppet med så mange ting, at vi havde svært ved at følge med.
LÆS OGSÅ: Madonna vil være ung med de unge på nyt cover
Cheerleadere, gigantisk gospelkor, Tivoli-garde, en hær af dansere, bjergtagende scene og hele seks kunstnere er noget, der kan tage pusten fra enhver, men heldigvis var der ingen playback-fejl, ting der gik i stykker eller alvorlige fald (Madonna var kun ved at snuble, men reddede den lige ved 3:30-mærket i videoen). Tillykke med succesen, Super Bowl, og hvilken fantastisk start på 'MDNA'-æraen, Madonna. Behøver vi at sige, at vi glæder os til næste år?!
Se Madonnas Super Bowl-optræden HER.